Gå til hovedindhold
Aftenskole for alle
Aktiviteter i aftenskolen

Små greb kan åbne aftenskolen for flere

Tryghed, tydelighed og fleksibilitet er de vigtigste nøgler til en mere inkluderende aftenskole. Det giver aftenskoler et stort potentiale for at inkludere flere mennesker med både synlige og usynlige handicap.

11. jun. 2026
Kirsten S. Knudsen, ksk@danskoplysning.dk

Ovenstående stod klart efter DOF’s landsmøde på Hotel Munkebjerg i maj. Dennis Kristensen fra Videnscenter om Handicap stod for en interessant og relevant eftermiddagsworkshop om usynlige handicap i fritidslivet.

Barrierer som usikkerhed, manglende tilpasning og uklare rammer kan stå i vejen for en person med et usynligt handicap, som gerne vil deltage i en fritidsaktivitet. Her kan aftenskolen gøre en forskel – uden store investeringer.

At høre til

Undersøgelser viser, at følelsen af at høre til er afgørende. Når deltagerne ikke oplever sig som en del af fællesskabet eller føler sig ’gode nok’, falder de fra. Derfor er det vigtigt, at undervisningen ikke kun fokuserer på fagligt niveau, men også på et trygt og inkluderende læringsmiljø. Det vil vi tillade os at kalde en kernekvalitet i aftenskolen, men spørgsmålet er, om budskabet når ud.

Tydelig kommunikation spiller en stor rolle. Potentielle deltagere har brug for at vide, hvad de går ind til: Hvad kræver kurset? Hvor hurtigt går det? Og er der plads til begyndere? Når rammerne er klare, bliver det lettere at tage det første skridt.

Fleksibilitet og tydelig kommunikation

Aftenskoler har i virkeligheden en fordel fremfor andre foreninger, fordi vi allerede arbejder med fællesskab frem for konkurrence. Vi har frihed i tilrettelæggelsen, så vi kan lave kurser med få lektioner, fleksible pauser og meget andet. Hvis vi ovenikøbet kan tilbyde en prøvegang, fleksibel betaling (opdeling i rater for eksempel) samt kommunikere om gode pauser, kan man sænke barrieren betydeligt.

Endelig kan små signaler gøre en stor forskel. Små tiltag som tydelig skiltning, venlig modtagelse og hjælp til tilmelding være afgørende for, om en deltager møder op første gang.

Aftenskolens valg

Kort sagt handler inklusion i aftenskolen ikke om store systemændringer, men om bevidste valg i hverdagen. Når rammer, undervisning og kommunikation tænkes inkluderende, kan langt flere få adgang til de fællesskaber og læringsmuligheder, aftenskolen tilbyder.