Gå til hovedindhold
Aftenskole for alle
Aktiviteter i aftenskolen

Her tager vi os af det sammen

Prostatakræft og især sygdommens senfølger er oversete. Men i Odder hjælper de hinanden videre i fællesskab.

20. maj 2026
Martin Hansen, mh@danskoplysning.dk

”Det var de fysiske øvelser, der fik mig til at tilmelde mig, men det sociale er blevet vigtigere.”

Ordene falder fra en deltager under den obligatoriske kaffe efter holdet ’Genfind din styrke og energi efter prostatakræft’, og hans medkursister bifalder godmodigt.

Spektrum er taget på besøg i Gigtskolen Odder, hvor et hold for mænd, der har været igennem forskellige former for behandling for prostatakræft, samles en gang om ugen. Udgangspunkt for holdet er Tove Baunsø Sørensens gode og hensyntagende øvelser, der stammer fra både yoga, pilates og mindfullness. Men den efterfølgende kaffepause er blevet mindst lige så vigtig.

Her deler deltagerne deres erfaringer med både behandlingen – og ikke mindst de mange følgevirkninger, der har stor betydning for både livskvaliteten. Mænd, der har været igennem et prostatakræftforløb, oplever ofte problemer med inkontinens – hvilket i mange tilfælde kan mindskes ved fx bækkenbundsøvelser. Bivirkninger i forhold til sexlivet kræver medicin eller andre hjælpemidler, men fælles for alle følgevirkningerne er, at det giver deltagerne enormt stor værdi at tale med ligesindede om dem. Og så savner flere, at der kommer et større fokus på prostatakræft og dens senfølger.

"Jeg havde regnet med at skulle starte holdet op med tre-fire deltagere, men efter tre uger kom vi allerede op på otte".

Palle Hansen, Skoleleder

Fra Trump til elbiler

Men det er ikke kun sygdom, der tales om:

”Vi får styr på verdenssituationen og alt fra Donald Trump til elbiler,” griner en anden deltager. Der hersker tydeligvis en både afslappet og fortrolig stemning, og det er sammen med træningen noget, der har en positiv effekt.

”Jeg får mere energi – også dagen efter!” får jeg forklaret. ”I starten var jeg træt i kroppen, og selv om jeg havde fået at vide, jeg burde træne, var det svært at komme i gang. Det er først her på holdet, jeg opdager, hvor godt det er.”

På udkig efter nye aktiviteter

’Genfind din styrke og energi efter prostatakræft’ er et eksempel på en ny aktivitet i Gigtskolen Odder.

”Det giver mening for mig at skabe fællesskaber, der kan bruges til noget,” fortæller skoleleder, Palle Hansen, der selv er tovholder på den efterfølgende kaffepause.

”Jeg havde regnet med at skulle starte holdet op med tre-fire deltagere,” siger Palle, ”men efter tre uger kom vi allerede op på otte, så selv om jeg nok havde regnet med at sætte lidt til i begyndelsen, løber det rundt.”

Palle kigger altid efter nye aktiviteter og nye målgrupper. Udgangspunktet for Gigtskolen Odder var som de fleste gigtskoler bevægelse i varmt vand, men selv om det stadig er en vigtig aktivitet i Odder, er en stor del af aktiviteterne rykket op på land. Her er mindfulness, yoga og pilates også blevet en del af kursuspaletten. Og det giver ifølge Palle Hansen lidt flere muligheder:

”Der er en naturlig begrænsning i forhold til hvor meget, vi kan booke tid i varmtvandsbassinet. På land har vi ikke samme udfordring.”

Aftenskolen samler op

Selve behandlingsforløbet i sundhedsvæsenet – herunder kræftpakken – kører  godt, er der udbredt mening om. Men der er lidt mere delte meninger om, hvordan der følges op på behandlingen, når den er afsluttet. Nogle har fået tilbud om fysioterapi umiddelbart efter, mens andre ikke har. Der er også forskel på, om man har været igennem en operation eller ’blot’ strålebehandling. Dertil kommer, at det for flere naturligt er en voldsom oplevelse at gennemgå et behandlingsforløb, og at det kan være svært at overskue al den information, der gives undervejs og umiddelbart efter. Derfor er dette hold også en kilde til vigtig information og videndeling.

”Gigtskolens kursus er alle pengene værd,” siger en, og forklarer: ”Jeg får en masse viden om min sygdom.”

Fælles for alle er, at de på Gigtskolen Odder har fået et fællesskab, der løfter dem:

”Her tager vi os af det sammen!” fastslår deltagerne og opfordrer: ”Denne type aktivitet skal udbredes til flere steder i landet.”